Som jeg
tidligere har fortalt her på bloggen, er jeg med i en læseklub med en flok
damer/kvinder/piger på min alder. Det er rigtig hyggeligt og ikke mindst meget
tankevækkende at drøfte, hvad man synes og tænker om den bog, man lige har
læst.
Som
regel er der delte meninger om de bøger, vi læser, men i tirsdags, da vi mødtes
for at diskutere Maria Gerhardts bog Der
bor Hollywoodstjerner på vejen, var vi for en gangs skyld rørende enige: Det
er bare en rigtig fin bog!
Alligevel
skulle vi liiiige i gang med at snakke om den.
”Det er
sjovt, jeg har gået og tænkt på, hvad vi skal snakke om, og jeg synes ikke, der
er ret meget at snakke om,” sagde en af mine læseveninder indledningsvist. Og
hun har egentlig ret. Bogen er så fint skrevet, den går tæt på og er så
reflekteret, at man umiddelbart kan tænke, at der ikke er så meget tilbage at
diskutere og tolke. Og det er absolut ikke negativt ment!
Men så
alligevel. For det viste sig, at der var masser at snakke om. Især fordi der
er så mange elementer på spil i fortællingen.
Lad mig
dog først lige opsummere, hvad bogen handler om. Bogen er skrevet af Maria Gerhardt
– også kendt som dj’en Djuna Barnes, der vendte plader i det københavnske
natteliv op gennem nullerne – dengang lesbiske dj’s blev det hotte, som selv
Politiken skrev om. Bogen er selvbiografisk, og den starter 15 år tidligere og
kredser om forfatterens liv, kærester, venner, fester og så den kvinde, hun er
hemmeligt forelsket i. Bogen foregår i to tidslinjer: En nutid, der langsomt bevæger
sig fremad, og en fortid, der ridser de sidste 15 år op.
I
nutidslinjen møder vi Maria (fortælleren), der har fået konstateret brystkræft
og er sammen med sin elskede. Fortidslinjen bygger op til, at Maria får sin
elskede. Med andre ord bliver Maria syg relativt kort tid efter, hun endelig
har fået sit livs kærlighed.
Tænk en
gang! Netop som man skal til at leve lykkeligt til sine dages ende med sin
udkårne, så bliver man syg – det må være den ultimative test af et parforhold. Og det er
det, der gør denne bog så fin. Den går tæt på, den er hård, den er galgenhumoristisk - og
så er den en kærlighedshistorie.
Det er
som altid sjovt at læse bøger, der foregår der, hvor man selv færdes. Man
kender gadereferencerne, cafeerne, og man ved, hvilken bar der er tale om. Jeg
er ikke helt klar over, hvor meget der er virkelighed, og hvor meget der er
fantasi i bogen, men en af de andre bogklubdamer havde researchet lidt, og det
lader til, at bogen er temmelig selvbiografisk. Derfor bliver der også nævnt
virkelige personer. Udover fortælleren og hendes kæreste, der bliver nævnt ved
navn, optræder blandt andre Kjeld og Thomas (hhv. Tolstrup og Blachman, formoder vi).
Vi diskuterede lidt, om det gør en forskel for, hvordan man læser bogen, men vi
blev enige om, at det egentlig ikke betyder noget.
Der er
rigtig mange tanker om et sygdomsforløb – både det at være svag, det at miste
håret og brysterne, at ens nærmeste også får en reaktion, at man ikke kan lege
med sit barn, at man ikke kan arbejde – alt det berører bogen på en meget fin
måde. Maria Gerhardt forstår virkelig at skrive, så det går rent ind, men
uden det svømmer over af selvmedlidenhed og violiner. En meget svær
balancegang. Men læs fx lige en gang:
”Jeg føler, at jeg skylder mine omgivelser alt.
Store buketter. En tur på Noma. Jeg føler, at jeg aldrig kan tillade mig at
være svag igen.”
Udover
at det garanteret er sådan, man kan have det, når man har været syg, og alle
omkring én har passet på én, så rører hun også ved noget ganske universelt: At
komme gennem en krise og se sig selv i forhold til andre – følelsen af at have
ligget andre til last og nu skylde i ”banken”.
Jeg
kunne blive ved med at skrive, og dette blogindlæg er allerede blevet aaaalt
for langt. Og sådan gik det også, da vi mødtes om bogen – der var meget at
snakke om, for den skal ligesom fordøjes. Jeg giver normalt ikke stjerner, for
så kategorisk har jeg ikke mod til at være. Men gav jeg stjerner, fik bogen
helt sikkert seks ud og seks stjerner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar