Så fik jeg læst: Stine Pilgaard: Lejlighedssange

Jeg tror faktisk, det er første gang, jeg har læst bøger af en forfatter, der er præcis lige så gammel som mig – årgang 1984. Stine Pilgaard har skrevet to bøger, Min mor siger, som udkom i 2012 og Lejlighedssange, som netop er udkommet. Jeg har læst bøgerne lige i rap – nogle gange er det en dum strategi, for man risikerer at blande bøgerne sammen. De er dog så tilpas forskellige, at det ikke er sket for mig denne gang. Af hensyn til nyhedsværdien, vil jeg dog mest koncentrere mig om Lejlighedssange her.

Det er faktisk ret fedt at læse en forfatter, der er samme generation som én selv. Referencerne er de samme – fx bliver der i Lejlighedssange refereret til Kelly Taylor fra Beverly Hills. Og så er hele grundindstillingen til tilværelsen genkendelig. Fx er Stine Pilgaards skrivestil tyk af ironi, hvilket vores generation nok både er berømt og berygtet for.

Lejlighedssange tager udgangspunkt i en andelsforening i Aarhus. Fortælleren lever af at skrive horoskoper til et ugeblad, og bogen er delt op i nogle hovedafsnit adskilt af et fuldstændig sort horoskop, hvis elementer går igen i det følgende afsnit. Undervejs møder vi de mange forskellige eksistenser i opgangen. Fx Mormor og Ruth, som er ”søstre” (læs: kærester), kæresteparret Lasse og Louise, lægen Elizabeth, hvis mand Farsen ligger i koma, den nordisk mytologi-interesserede Lisa og mange andre. Beboerne mødes ofte oppe på loftsrummet, da det er her, der er internet.

Jeg har faktisk svært ved at forklare, hvad handlingen i bogen er. Hvis der da er nogen. Det er snarere en masse hverdagssituationer såsom arbejdsweekend og generalforsamling, der på underfundig vis bliver rapporteret om.

Udover horoskoper er fortælleren også god til at skrive festsange, så hun skriver ofte sange for de andre beboere. Og undervejs i bogen dukker der også sange op – som dog ikke er på versefødder, men snarere betragtninger om livet – selv om nogle af dem ikke just giver så meget mening. Bogen vender også ad flere omgange tilbage til en islandsk saga, og sådan er der så mange røde tråde der snor sig ind og ud af hinanden i fortællingen.

Stine Pilgaard skriver så glidende og let, at bogen er letlæst. Og fordrer til at blive højtlæst. Jeg blev hele tiden nødt til at dele finurlige passager med min kæreste undervejs, fordi jeg fniste mig gennem bogen. Vi følte os fx ret ramte over en passage, der handler om parforhold og madlavning:

”I dag kommer du sent hjem, og jeg laver mad. Du stiller dig i døren og ser bange ud. Brødkniven fungerer ikke så godt til rødløg, og faktisk plejer du kun at bruge det skærebræt til kød, siger du på en venlig måde. Du lister lidt rundt i køkkenet, som om du i virkeligheden slet ikke er der, mens du smiler bekymret (…) Skal der så meget chili i, du anstrenger dig for at lyde undrende, selv om du lige så godt kunne have skreget, hvad tænker du på, dame, det er mine smagsløg, du maltrakterer.”

… og sådan fortsætter det derudaf.

Så hvis du trænger til lidt underholdning i din påske, fx hvis du skal bruge timer i offentlig transport (der er sporarbejde i påsken), så er Stine Pilgaard et godt bud.

Og så har jeg jo ikke engang skrevet om hendes debutroman Min mor siger, som jeg også lige har læst. Den er i fuldstændig samme skarpe stil – om end jeg ikke var så vild med de kapitler, der hedder Monologer fra en søhest (de minder lidt om sangene i Lejlighedssange – bare mere syrede). Det til trods er det en rigtig fin lille sag, som bestemt er værd at læse.

Èt er ikkert: Jeg glæder mig til at høre mere fra Stine Pilgaard!

God påske derude!

Stine Pilgaard: Lejlighedssange (2015), Samleren

Stine Pilgaard: Min mor siger (2012), Samleren